KORROSION> Forebyggelse af korrosion og nedbrydning af materialer

DanCorr

Fokus og målsætning

Korrosion i brugsvandsrør
Korrosion i brugsvandsrør.
Foto: Force Technology.

Formålet med at oprette korrosionsgruppen DANCORR i ATV-SEMAPP er at skabe et fagligt og industrielt orienteret forum for området forebyggelse af korrosion og nedbrydning af materialer. DANCORR vil skabe videnudveksling og netværksdannelse i samarbejde med de andre faglige ATV-SEMAPP grupper og fremme adgangen til international viden om korrosion og materialenedbrydning. Aktiviteterne omfatter bl.a. temadage, seminarer, erfaringsudveksling, undervisning, workshops og virksomhedsbesøg.

Korrosion og materialenedbrydning er en udfordring for alle materialer som metaller, polymerer, keramer og halvledere. Materialevalg, funktion og levetid er tæt forbundne parametre.

Pitting i rustfri kemikalietank
Pitting i rustfri kemikalietank.
Foto: Force Technology.
For et høreapparat kan levetiden i værste fald bestemmes af en enkelt dråbe vand på et uheldigt sted, mens en støbejernsfaldstamme igennem årtier finder sig i angreb fra i ildelugtende kloakaffald. Kombinationen af miljø og materiale er det væsentlige. Kobberholdigt brugsvand kan give kraftige tæringer på varmforzinket stål, mens plastrør er upåvirket af dette. Rustfrit stål kan på trods af sit navn nedbrydes ved korrosion, hvis miljøet bliver for aggressivt. Optimal anvendelse af materialer med passende bestandighed og egnede beskyttelsesforanstaltninger giver teknologisk fremdrift, bedre samfundsøkonomi og miljømæssige fordele.

Standarder, test og godkendelsesprocedurer kan være nyttige værktøjer til at optimere levetid og til at skabe tryghed for vedvarende funktionalitet, performance og  holdbarhed. I den nye globale verden, hvor dele af produktionen rykker til andre lande, bliver det essentielt at kunne specificere krav og forventninger til produkter. Ny teknologi kræver også, at vi kan forudsige materialeegenskaber under betingelser, som vi endnu ikke har erfaring med.


Baggrund

MIC i olierørledning
Microbial Induced Corrosion,
MIC i olierørledning.
Foto: DTI Oil & Gas.

Korrosion og materialenedbrydning er i sin natur yderst tværfagligt, og de stærke kompetencer sidder spredt på mange institutioner og i forskellige virksomheder. DANCORR samler denne viden og varetager medlemmernes interesse for korrosion og bringer ny viden i industriel anvendelse.

DANCORR blev etableret i efteråret 2010.

Korrosion og scale i 
olierørledning
Korrosion og aflejringer/
udfældninger (scale) i
olierørledning.
Foto: DTI Oil & Gas.
I samarbejde med andre foreninger og selskaber ønsker DANCORR at øge tilgængeligheden af viden om korrosion og forebyggelse af materialenedbrydning, og i det omfang det er muligt repræsentere medlemmerne i relevante internationale organisationer (f.eks. EFC, NACE, ICC).
DANCORR er åben for alle ATV-SEMAPP's medlemmer, der er interesseret i korrosion og materialenedbrydning. Information om kommende aktiviteter sendes til medlemmer af ATV-SEMAPP og annonceres på hjemmesiden.

Medlemmer af ATV-SEMAPP med særlig interesse i korrosion og materialenedbrydning noteres som medlemmer af DANCORR.

Samvær under mødepause