PLAST > Plastgruppen

Plastgruppen

Fokusområde

Det plastteknologiske område har været præget af en kraftig vækst siden tiden efter anden verdenskrig. Dette har betydet, at man - i de industrialiserede lande - ikke kan forestille sig en hverdag uden anvendelse af plast. Plastmaterialernes næsten ubegrænsede muligheder for formgivning og deres øvrige egenskaber har ført til, at plast anvendes til så vidt forskellige formål som engangsbleer, fjernsynskabinetter, medicinske engangsprodukter, emballage, gas- og vandrør, genanvendelige flasker etc.

Ved industriel fremstilling af plastprodukter er der mulighed for at anvende såvel en mangfoldighed af materialer, udviklet for at tilgodese forskellige egenskaber, som en mængde forskellige processer til formgivning af materialet. De mest anvendte processer er ekstrudering, sprøjtestøbning, blæsestøbning og termoformning. Gruppen har navnlig været aktiv inden for sprøjtestøbeområdet.

Den danske plastindustri er kendetegnet ved at være en plastforarbejdende industri, som fremstiller emner og metervarer af granulat. For virksomhederne er det især væsentligt, at materialevalg, design- og konstruktion, værktøjsudformning og maskinvalg samt valg af driftparametre er optimeret, således at produktionen får den ønskede kvalitet og økonomi, er energi- og miljøvenlig og har en høj grad af reproducerbarhed.

Baggrund - Introduktion

For at skabe et forum for diskussion af en bæredygtig udvikling i dansk plastproduktion - med fokus på sammenhængen mellem design, materialevalg og teknologi - besluttede en række personer fra danske virksomheder og institutter, på et møde den 21. februar 1995 på DTU, at etablere en ATV-SEMAPP plast-styregruppe, som bl.a. fik til opgave at at fremme udveksling af den information og viden, som knytter sammenhængen mellem konstruktion og produktion af industrielle plastkomponenter og produkter indeholdende plastmaterialer.

Denne opgave har styregruppen søgt løst ved at planlægge og gennemføre målrettede temadage, der belyser og fremmer kendskabet til nævnte sammenhæng. Desuden er der siden år. 2000 udbudt et to-dages kursus "Understanding Injection Molding of Thermoplastics" med den italiensk-belgiske professor, Dr. Vito Leo.
Det er gruppens målsætning, at samarbejde med andre aktører inden for plastområdet.

Som medlemmer af plastgruppen/ATV-SEMAPP kan optages

  • brugere af plastteknologier
  • leverandører af materialer, maskiner og udstyr
  • personer og virksomheder med særlig interesse i området

Medlemmerne optages som medlemmer af ATV-SEMAPP og registreres i en plastgruppe.

 

Samvær under mødepause